Dag: 3. november 2019

Høringssvar Helhedsplan for Hornstrup Området

Til Peter Sepstrup og Marianne Bjerre
Teknik og Miljø

Hornstrup Lokalråd vil indledningsvist gerne kvittere for, at der her et år efter landsbymødet i oktober måned 2018, nu endelig foreligger et udkast til Helhedsplan for Hornstrupområdet.

Landsbymødets formål var, at vi fik skabt et fælles grundlag for en helhedsorienteret udvikling og planlægning af Hornstrupområdet, hvor en helhedsplan, som vi var enige med Vejle Kommune om, kunne danne grundlag for den videre udvikling af lokalsamfundet.

Hornstrup Lokalråd må dog konstatere, at det foreliggende udkast til helhedsplan langt fra opfylder ovenstående formål. Udkastet kan således ikke efter Lokalrådets opfattelse opfattes som en plan, men godt nok som en pæn beskrivelse af Hornstrupområdet. Men heller ikke mere end det.

Handlingsplanen indeholder kun løse anbefalinger, uden handlinger  påkoblet. Således anbefales kun trafiktællinger til løsning af de nuværende og kommende udfordringer med trafik gennem vores område. Lokalrådet står således ganske uforstående overfor,  at Vejle Kommune ikke engang vil anerkende egne trafikprognoser i forbindelse med vejudbygning og boligudstykninger  i Vejle by. ( Rambøll tællingerne). Vedlagt som bilag det oplæg, lokalrådet havde udarbejdet til møde med Teknisk Udvalg i juni måned 2019. Mødet blev aflyst af TU med få dages varsel. Desuden vedlægges bilag fra Nationalmuseet vedr. øget trafik gennem Kirkeby.

Det er lokalrådets opfattelse, 

  • at hvis planen ikke engang kan vise at kommunen forpligter sig på fx. trafiksikring  af de svage trafikanter på dels strækningen Kirkebyvej til Viborgvej og på Keglekærvej, mellem Hornstrup og Grejs, 
  • og hvis Vejle  Kommune ikke engang kan tilkendegive at man vil omklassificere industriarealerne langs Viborgvej, således at hele området nedkassificeres til maximum klasse 4, og ikke som nu, hvor kun det nordligste areal op imod Ny Solskovvej er miljøklasse 4
  • og hvis Vejle Kommune ikke engang kan forholde sig til de mulige konsekvenser for vores område, når Skovbyen bliver udbygget, 
  • samt hvis Vejle Kommune kun kan anbefale trafiktællinger i vores område, som løsning på vore trafikale udfordringer

– så vil Lokalrådet ikke kunne stå inde for udkastet til helhedsplan, og dermed heller ikke pt. medvirke til at gå videre med at få udarbejdet en helhedsplan for Hornstrup-området.

Lokalrådet har for at lodde stemningen i lokalsamfundet, afholdt åbent lokalrådsmøde på sognegården den 23. Oktober. De mange deltageres holdning var, at man ikke kan se, at udkastet til helhedsplan tilnærmelsesvist er en helhedsplan for vores områdes udvikling. 

Det mundtlige tilsagn lokalrådet tidligere har fået fra Teknik og miljø-forvaltningen om dialog efter høringsfasen, tager vi stadig gerne  imod, og også gerne med relevante lokale politikere, for hvem ovenstående holdning til udkastet til helhedsplan kan virke noget drastisk.

Med venlig hilsen

Peter Michael Kjærgård
Formand  for Hornstrup Lokalråd