Dag: 8. november 2019

Hørringssvar RCV

Industrimiljø
Kirketorvet 22
7100 Vejle

Sendt på mail industri@vejle.dk

Hornstrup d. 8. november 2019

Høringssvar vedr. Offentlig høring af RessourceCenter i Vejle (RCV)

I første omgang skal Hornstrup Lokalråd beklage, at vi endnu engang ikke har fået tilsendt en høringsskrivelse fra Vejle Kommune på trods af, at vi afsnit 4 i Samarbejdsaftalen med Vejle Kommune fremgår ”som høringspart i relevante sager der direkte og konkret vedrører lokalområdet.”

Vi er derfor forundrede over, at skulle erfare om høringsprocessen via de lokale medier, og herefter erfare, at Vejle Kommune påtænker at øge trafikmængden i vores lokalområde.

I forhold til det konkrete indhold af Miljøkonsekvensrapporten, så giver det anledning til forundring, at der ikke er lavet en miljøvurdering af konsekvensen af det tabte affald, der må forventes i forbindelse med placeringen af en genbrugsplads i vores lokalområde.

Som det fremgår af byrådsmedlem Azra Hasanbegovics læserbrev fra 23. maj 2017 (se bilag 1), så er problematikken omkring tabt affald noget, som Vejle Kommune er bevidst om, og at dømme efter byrådsmedlemmets vurdering, så er der tale om væsentlige mængder tabt affald.

Hornstrup Lokalråd skal i den forbindelse kraftigt opfordre til, at der udarbejdes en miljøkonsekvensanalyse for tabt affald i lokalområdet.

Trafikale forhold
Hornstrup Lokalråd kan konstatere, at Vejle Kommune udelukkende fokuserer på de trafikale konsekvenser på Kirkebyvej, men undlader at beskrive de trafikale konsekvenser for Ny- og Gl. Hornstrupvej.

Disse vejstrækninger er på samme måde som Kirkebyvej skoleveje, og lægger asfalt til en del bløde trafikanter herunder motionscyklister i sommerhalvåret.

Såvel Kirkebyvej som Ny- og Gl. Hornstrupvej har et vejforløb i det åbne land, med mange sving og bakker samt en fartbegrænsning på 80 km/t på store dele af strækningen. Lokalrådet skal i den forbindelse udtrykke en stærk bekymring for, at det vil have en negativ betydning i forhold til, at der vil blive tabt en stor mængde affald i lokalområdet fra trailere og åbne lad.

Hornstrup Lokalråd skal ligeledes udtrykke stor forundring over, at Vejle Kommune og Rambøll har undladt at inddrage Nationalmuseet og Haderslev Stifts Kirkegårdskonsulents bekymringer for øget trafik, forbi det fredede kirkedige på Kirkebyvej.

Således skriver Kirkegårdskonsulenten i 2017:

”Hornstrup Sogns menighedsråd har over for Vejle kommune udtrykt bekymring i forhold til et øget trafikpres på Kirkebyvej langs kirkediget – Jeg er helt enig i denne bekymring. Udviklingsplanerne i området bør tage hensyn til dette og løses på en sådan måde at trafikbelastningen ikke øges”

Hvilket suppleres af Nationalmuseet:

”Vedr. øget trafik i forbindelse med etablering af en genbrugsstation i Vejle N må den videre planlægning tage højde for dette meget relevante aspekt, og finde løsninger, der sikrer, at trafikbelastningen ved kirken ikke øges.”

Disse bekymringer er blevet forelagt Vejle Kommune i efteråret 2017, men for en god ordens skyld vedhæftes bekymringerne i dette høringssvar (Se bilag 2 og 3), hvor de endvidere suppleres med en kraftig opfordring til, at bekymringerne indarbejdes i det videre udviklingsarbejde i forbindelse med RCV, og den generelle udvikling i lokalområdet i særdeleshed.

Med venlig hilsen

Hornstrup Lokalråd

Bilag 1
Bilag 2
Bilag 3